Spis dig mæt i kulhydrater!
Hvorfor spise flere kulhydrater?
Du har sikkert hørt om den berømte fedtenergiprocent – enten i tidligere indlæg eller i ugeblade, aviser, radio, tv osv.
Derfor ved du sikkert også, at den samlede fedtenergiprocent ( i løbet af en dag ) helst skal ligge omkring 25%, hvis du vil tabe dig og holde vægten nede uden sult.
Bliver den højere kan det være svært for dig at komme i negativ energibalance og herved tabe dig, og er den under 15-20% udløses en specifik fedtappetit, som gør, at du ikke føler dig rigtig mæt. Det er derfor afgørende for dit vægttab og bevarelsen af det, at du lærer at sammensætte din kost, så du får den rigtige fedtenergiprocent.
Lyder det forfærdelig besværligt i dine ører?
Det er det ikke! Det er nemlig ikke nødvendig at rende rundt med lommeregner og matematiske formler, når du vil spise en rigtig sammensat kost. Det drejer sig i stedet om, at du ved hjælp af enkle tips og regler lærer, hvordan du kan hjælpe fedtenergiprocenten i den rigtige retning. Et vigtigt aspekt, når det drejer sig om fedtenergiprocent er, som du sikkert kan regne ud, indtaget af fedt.
Et andet og også meget væsentligt aspekt er indtagelsen af kulhydrater. Jo flere kulhydrater din kost indeholder, jo mere af energien kommer fra kulhydrater. Det betyder samtidig, at den procentdel af energien, som kommer fra fedt, bliver mindre; dvs. fedtenergiprocenten bliver mindre! Du skal altså i gang med at øge mængden af kulhydrater i din kost!
De bedste kulhydratkilder er kornprodukter (brød, ris, pasta, bulgur, gryn) og kartofler. Nogle slankeguruer hævder, at hvidt brød, pasta, ris, sukker osv. er skyld i at så mange mennesker er overvægtige og at vi alle ville tabe os, hvis vi ikke spiste dem. – Lad være med at hoppe på den vogn. Kulhydrater er ikke fedende, men det er klart, at du får for mange kilo på sidebenene, hvis du spiser alt for meget – og også selvom det er kulhydrat.
Følg med her på bloggen og få tips og idéer til, hvordan du kan vælge de “rigtige” kulhydrater og på den måde forbedre din kostsammensætning og fedtenergiprocent!
Relateret Emner